Informationsportaler, fagsystemer og it-løsninger

  

Nyheder

Nyheder   8/123

Hvem skal vinde Schultz Vejlederpris

Hvem skal vinde Schultz Vejlederpris?

2. feb. 2017

Til foråret uddeler Schultz den eftertragtede Schultz Vejlederpris på 25.000 til en fagperson, der gør en forskel inden for vejledning, uddannelse eller beskæftigelse. Har du en inspirerende, ihærdig og initiativrig kollega eller samarbejdspartner, kan du nu nominere vedkommende.

Schultz uddeler hvert andet år Schultz Vejlederpris for at opmuntre initiativ og nytænkning til gavn for alle, der arbejder professionelt med samtaler om job og uddannelse. Der er netop åbnet for nomineringer til Schultz Vejlederpris 2017, og alle kan være med til at indstille en kandidat, der gør en forskel inden for vejledning, uddannelse eller beskæftigelse.

De fortjener anerkendelse og synlighed
Både vejledere og sagsbehandlere arbejder i dag under helt andre vilkår, end de gjorde for blot ti år siden. Reformer og administrative krav betyder, at tiden til den kerneopgave, de brænder for, nemlig at gøre en forskel for det menneske, der sidder over for, er blevet voldsomt reduceret. Og netop derfor har anerkendelsen aldrig været vigtigere, mener chefredaktør hos Vejlederforum i Schultz Mette Marie Callesen.

"Vi skal ikke glemme, at netop vejlederne og sagsbehandlerne ofte sidder med mennesker, der har det svært af den ene eller anden grund. Og det finder så mange overskuddet til på trods. Fordi de har fagligheden, viljen og et kæmpe mod. Det fortjener anerkendelse og synlighed," siger hun:

"Fælles for vejledere, jobcentermedarbejdere og sikkert mange andre er, at man skriger på accept og anerkendelse. Den kunne man passende starte med at give. Fra politisk hold, fra lederne, fra virksomhederne, fra kollegerne - fra dig og mig. Og det er den anerkendelse, vi med Schultz Vejlederpris gerne vil tage bare lidt af ansvaret for."

Fakta om Schultz Vejlederpris
Vejlederprisen er stiftet i 1993. Den er på 25.000 kr. og uddeles hvert andet år. I år overrækkes prisen på UCC’s Vejlederkonference 10. maj 2017.

Deadline for at nominere en kandidat er 3. april 2017 kl. 12.

Prisen gives til en person eller en gruppe af personer, der arbejder inden for vejledning, uddannelse eller beskæftigelse, og som har udmærket sig særligt ved fx:

  • at yde en særlig faglig indsats og vedvarende og insisterende har demonstreret arbejde af høj faglig karakter.
  • at bidrage til at sikre, at fagpersoner på vejlednings-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet høres, når der skal træffes væsentlige ændringer i politik og organisation, eller har sikret fagpersoner på området indflydelse, medbestemmelse og respekt blandt samarbejdspartnere.
  • at udvise særligt mod og kampgejst inden for vejlednings-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet.
  • at tage bemærkelsesværdige initiativer til netværk og samarbejde til gavn for de vejledte/borgerne.
  • at tage nye, perspektivrige initiativer til løsning af praktiske opgaver på vejlednings-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet til gavn for de vejledte/borgerne.
  • at yde en særlig indsats inden for forskning eller ved udvikling af nye metoder eller teorier, der udvikler faget inden for vejledning, uddannelse og beskæftigelse.
  • at gå nye veje inden for faglig uddannelse på vejlednings-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet.

Schultz Vejlederpris' jury udpeger modtageren blandt de nominerede. I 2017 består juryen af:

  • Preben Brandt, formand og stifter af Projekt Udenfor
  • Rie Thomsen, lektor, Aarhus Universitet
  • Mark Jensen, formand, UU Danmark
  • Charlotte Knagh Tojahn, formand, Danmarks Vejlederforening
  • Lotte Klein, formand, Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening (UUVF)
  • Mette Marie Callesen, chefredaktør, Schultz
Mere information
Læs mere, og nominér din kandidat på schultz.dk/vejlederprisen.

Er du interesseret i yderligere information, så kontakt chefredaktør Mette Marie Callesen på mmc@schultz.dk eller telefon 41 95 47 94.