Informationsportaler, fagsystemer og it-løsninger

  

Nyheder

Nyheder   17/134

3 skarpe til Schultz' adm. direktør

3 skarpe til Schultz' adm. direktør

9. feb. 2017

2016 var Simon Svarrers første hele år på posten som adm. direktør for Schultz, og det er ham, der har udstukket kursen for året, der gik. Havde han vind i sejlene? Og hvad styrer vi mod i 2017?

Hvordan vil du overordnet beskrive 2016?
2016 har været et fantastisk år for Schultz. Vi er lykkedes med vores samlede indsats og mål for året. Vi har bl.a. udvidet vores markedsandel på beskæftigelsesområdet med 13 nye kommuner, som har valgt at skifte til vores jobcenterløsning Schultz Fasit, heriblandt landets to største kommuner København og Aarhus. Det betyder, at vi er gået fra en markedsandel på 20 procent til tæt på 50 procent. Vi hører fra kunderne, at vi tilbyder en anden kundeoplevelse. At vores løsning virker. At vi holder, hvad vi lover. Og at vi ved, hvad vi taler om. Det har været en fornøjelse at møde kunder, der på den måde er positive over for Schultz og de services, vi leverer til dem.

Vi har også fastholdt vores kunder på vores lovinformationsløsninger, ligesom der er kommet nye til, og med opkøbet af EG's lovinformationsforretning i efteråret har vi skabt den nødvendige volumen til at investere i nye og spændende løsninger.

På de interne linjer har vi flyttet vores organisation til at være mere orienteret mod vores kunder og markeder. Vi er rykket tættere på vores kunder, så vi i endnu højere grad tager udgangspunkt i kundernes behov og undersøger, hvad det er for nogle effekter og resultater, vi skal realisere hos dem. Vi har igangsat flere udviklingssamarbejder, hvor kunderne er med på hele rejsen, når en løsning udvikles. Denne form for kundeinvolvering er helt afgørende for vores succes fremadrettet. I 2017 glæder vi os til at udvide det tætte samarbejde med kunderne, hvor vi lærer af hinanden, udfordrer hinanden og inspirerer hinanden.

Hvilke konkrete tiltag skal søsættes i 2017?
2017 handler om at blive ved med at gøre det, som vi har gjort godt i 2016. Vi møder stadig kunder, der ønsker at skifte til Schultz Fasit, og vi skal derfor fortsat levere til tiden og i den aftalte kvalitet, så vi fastholder vores gode ry i markedet. Vi skal også udvide samarbejdet med vores eksisterende kunder og sikre, at de kommer i mål med deres planer om flere i beskæftigelse og flere virksomhedsplaceringer, og at de selvfølgelig overholder den gældende lovgivning.

Vi skal også bruge nye teknologier til at fremme beskæftigelsesindsatsen. Lige nu handler det om kognitiv læring, robotteknologi og kunstig intelligens. Evnen til at kombinere data, viden og it bliver afgørende, og her står vi stærkt, netop på grund af vores faglighed. 2017 bliver året, hvor vi begynder at se vores nye løsninger i drift hos vores kunder.

Samtidig skal vi sikre en god overgang for vores nye kunder fra EG Kommuneinformation. Sikre, at de bliver taget godt i mod, og at de får den samme gode kundeoplevelse, som vores andre kunder. Vi er også i fuld gang med at forankre vores nye lovinformationsplatform Fundament, så den kan understøtte endnu flere af vores services og tage mange nye kunder ombord.

I 2017 bliver der også et større fokus på vores IT-projektforretning. Vi går målrettet efter en række strategiske projekter, som vi bare skal vinde. Så det bliver også et år, hvor vi skal bevise, at vi er et dygtigt og agilt IT-hus, der kan tiltrække nye spændende kunder.

Generelt byder 2017 på store ændringer i det kommunale IT-landskab, og det kommer til at berøre alle - både kunder og leverandører. Her tænker jeg naturligvis på monopolbruddet, som kommer til at sætte sit præg på dagsordenen. Det bliver spændende at se, hvad der sker med den konflikt, som i øjeblikket kører i pressen mellem nogle af hovedinteressenterne og KMD. Konsekvenserne ved ikke at lykkes er næsten uoverskuelige, men hos Schultz er vi klar. Klar til at sameksistere med de nye systemer eller hjælpe kunderne, hvis der opstår nye behov og udfordringer.

Hvad er Schultz’ overordnede kurs for 2017 og fremefter?
Schultz’ strategi ligger fast. Vi vil og skal tage et endnu større ansvar for den offentlige sektor. Vi skal sikre, at den service, vi leverer, skaber størst mulig værdi hos vores kunder. Det betyder, at vi skal tættere på kunderne og forstå, hvad de har mellem hænderne, og se, hvordan det, vi kommer med, kan yde en afgørende indflydelse. Samtidig skal vi fortsat øge vores markedsandel på beskæftigelsesområdet. Det er også en måde at tage ansvar på, fordi den værdi, vi skaber, er gavnlig for alle vores kunder.

Som leverandør til den offentlige sektor skal vi også hele tiden være på forkant og være to skridt foran vores kunder. Vi skal altid have et bud på, hvordan næste generation ser ud, og på den måde skabe inspiration til, hvordan den offentlige sektor kan løse opgaverne mere effektivt eller med større kvalitet. Hvordan ser næste generation af vidensløsninger inden for lovinformation ud? Hvordan arbejder man med lovgivning fremadrettet? Hvordan kan nye teknologier bedst understøtte beskæftigelsesområdet? Det skal vi altid have kvalificerede bud på.

Samtidig skal vi hele tiden arbejde med at dygtiggøre os. Vi skal være dygtige til at håndtere dialogen med kunderne, fremdyrke potentialerne og skabe sammenhæng mellem vores løsninger og vores kunders behov. Dygtige til at sikre, at vi har det rigtige indhold i vores løsninger, og turde tænke ud af boksen. Dygtige til at supportere vores kunder og sikre, at vi yder dem en god service. Dygtige til at skabe nemme og intuitive IT-løsninger baseret på den rigtige arkitektur med fokus på omkostningseffektivitet. For når vi arbejder med offentlig IT, kan vi ikke komme udenom, at økonomi altid vil være en vigtig parameter.

Og endelig skal vi have medarbejdere, der er begejstrede, og som går op i deres arbejde. Der skal være højt til loftet her i Schultz. Vi skal skabe nogle rammer, hvor man har det godt, og hvor man føler, at man har indflydelse på sin dagligdag og på det område, man arbejder med. At man bliver lyttet til og bliver taget seriøst. Men hvor der også er plads til, at vi kan have det sjovt. Schultz er og skal være en fantastisk arbejdsplads. Det er det, der gør det sjovt at møde ind om morgenen, og som understøtter, at vi leverer på et meget højt niveau.


Vil du vide mere?
Læs fx, hvordan det gik, da Københavns Kommune implementerede Schultz Fasit i efteråret. Eller hvorfor Ærø Kommune valgte at skifte til Schultz Fasit i 2016. Du kan også blive klogere på, hvorfor Schultz’ arbejde med kunstig intelligens er banebrydende og essentiel for fremtidens beskæftigelsesindsats.

Læs også om Schultz’ helt nye løsninger inden for lovinformation, fx platformen Fundament, som Rigsadvokaten gik i drift med i 2016, og Lovguide Forvaltning og Administration, der skal sikre, at sagsbehandlere har det nødvendige kendskab til forvaltningsretlige regler, så de undgår, at sager hjemvises og skal genbehandles.

Det er heller ikke uden grund, at Schultz’ adm. direktør fremhæver Schultz som en arbejdsplads med høj arbejdsglæde.