Informationsportaler, fagsystemer og it-løsninger

  

Nyheder

Nyheder   2/134

Civilstyrelsen indgår ny stor aftale med Schultz

Civilstyrelsen indgår ny stor aftale med Schultz

26. sep. 2017

Civilstyrelsen har netop skrevet kontrakt med Schultz, som nu skal stå for drift og vedligehold af Statstidende og lovsystemet Lex Dania, der står bag produktionen af alle danske love.

Lex Dania er et omfattende IT-system til at producere lovgivning. Med undtagelse af finansloven anvendes Lex Dania til at producere alle love og administrative forskrifter, der udstedes af statslige myndigheder i Danmark – fra lovforslaget udarbejdes og behandles i Folketinget, til loven offentliggøres på retsinformation.dk. På Statstidende offentliggøres lovpligtig information, der kan have betydning for borgere, virksomheder eller offentlige myndigheder generelt.

Teknisk løft og ny brugergrænseflade
Schultz’ opgave kommer ikke alene til at bestå af drift og vedligehold af Lex Dania og Statstidende, men i høj grad også nyudvikling. Statstidende skal have et teknisk løft, retsinformation.dk skal moderniseres, og der skal udvikles ny brugergrænseflade til lovtidende.dk.

"Schultz har leveret et tilbud af høj kvalitet," siger Nina Koch, der er direktør i Civilstyrelsen. "Jeg vil særligt fremhæve Schultz’ bud på udviklingen af Retsinformations nye brugergrænseflade, som er meget inspirerende."

Grundlag for stærkt samarbejde
"Vi glæder os meget til samarbejdet med Civilstyrelsen, som vi har mange fællestræk og fælles interesser med," lyder det fra adm. direktør i Schultz Simon Svarrer med reference til, at både Civilstyrelsen og Schultz er vant til at skulle leve op til høje krav til rettidighed, sikkerhed og kvalitet i deres leverancer.

Schultz har igennem de seneste år udviklet sig til at være en markant IT-leverandør til det offentlige, og i krydsfeltet mellem netop lovgivning og digitalisering udgør Schultz en stærk samarbejdspartner for Civilstyrelsen:

"Kombinationen af vores faglighed og IT-kompetencer er ret unik, og det er i høj grad med til at understøtte vores leverancekultur. Vi sætter en ære i at levere til aftalt tid, i aftalt kvalitet og til aftalt pris," fortæller Simon Svarrer.

Hos Civilstyrelsen ser de ligeledes frem til samarbejdet:

"Vi glæder os til at komme i gang og tage fat på udviklingen – særligt det tekniske løft af Statstidende. Schultz er et yngre udviklingshus, og det er inspirerende. Der lader til at være en særlig stemning i Schultz, og folk virker meget engagerede," fortæller Nina Koch efter de første indledende møder med Schultz.