Brænder du for udvikling af moderne webapplikationer med anvendelse af de nyeste teknologier? Vil du bidrage til den teknologiske udvikling og kvalitet i vores løsninger? 

Du kan blive en del af vores udviklingsafdeling, hvor vi primært udvikler større webløsninger, som benytter moderne udviklingsplatforme og -værktøjer, primært fra Microsoft-verdenen.

Vi udvikler og samarbejder agilt, bruger Scrum og Kanban som udviklingsmetoder og vi sætter stor pris på principperne fra det agile manifest. Det afspejles i hverdagen, i måden vi arbejder og samarbejder på og i vores udviklermanifest, eksempelvis i dette uddrag, som er formuleret af udviklere hos Schultz:

  • Vi tror på agile udviklingsmetoder, hvor der lægges vægt på iterativ udvikling med korte iterationer, der konstant leverer mere og mere værdi til kunderne. Vi vil arbejde i projekter som selvorganiserende teams, hvor vi selv organiserer arbejdet i iterationerne. 
  • Vi arbejder som et professionelt fællesskab, hvor vi sammen løfter vores fælles faglige niveau igennem sparring, vidensdeling og pair programming. Vi tror på, at samarbejde skaber bedre løsninger i god kvalitet og vi tager os derfor altid tid til at hjælpe hinanden. 
  • Vi tror på, at velinformerede udviklere kan levere de bedste løsninger. Vi ønsker ikke at sidde i et hjørne og levere kode efter en specifikation. Vi vil være med til at forstå forretningen og problemstillingen vi skal løse, og rådgive kunden i forhold til det.
  • Vi dokumenterer vores kode, så fagfæller nemt kan overskue og forstå løsningerne, men vi husker, at det er vigtigere at kommunikere med hinanden i stedet for at skrive omfattende dokumentation.

Hverdagen hos Schultz er præget af et højt fagligt niveau, højt til loftet og vi tror fuldt og fast på, at det skal være sjovt at udvikle kvalitetssoftware i samarbejde med kompetente kolleger i selvorganiserende teams.

Om stillingen 

Du bliver en del af afdelingen for IT-udvikling og teknologi, hvor vi har ansvaret for udviklingen af virksomhedens produkter og for udviklingsaktiviteter i forskellige projektsammenhænge med kunder.

Som studerende vil du både bidrage til udvikling og vedligehold af vores egne løsninger og i de mere kundespecifikke projekter.

Vi forventer, du kan arbejde omkring 1-2 dage om ugen. 

Dine opgaver

  • Deltage i udviklingsteams og i det agile samarbejde
  • Deltage i analyse- og designaktiviteter
  • Debugging og vedligehold
  • Kvalitetssikring og testautomatisering
  • Level support ind i mellem.

Kvalifikationer

Du er 2 år eller mere inde i din uddannelse som datalog, ingeniør, cand.it. el.lign. Du kan lide at skabe gennem din kode og har forståelse for slutbrugeren og dit arbejdes betydning for brugeroplevelsen. Og du er en teamplayer, som kan se fordelen i vidensdeling og sparring.

Det er en fordel, hvis du har interesser eller kvalifikationer indenfor følgende:

  • NET MVC
  • C#
  • RabbitMQ
  • Entity Framework
  • Azure
  • JavaScript
  • Angular og ReactJS
  • Elastic Search
  • Kvalitetssikring af kode
  • Clean code
  • Devops.

Vi tilbyder

Schultz er beliggende i Spinderiet i Valby, centralt beliggende tæt på Valby Station. Schultz bor i et stort hus med lækre møderum og plads til hyggekroge til både fredagsbar, virtual reality og bordfodbold.

SKAL DET VÆRE DIG?

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Udviklingschef Rasmus Espholm på mail rhe@schultz.dk eller telefon 81 77 45 33.

Tiltrædelse er snarest muligt. Vi behandler ansøgninger i takt med, at de kommer ind.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Lidt om Schultz

Schultz har i alt 140 ansatte, som alle gør en forskel.

Schultz har udviklet sig fra at være en stærk informations- og indholdsleverandør til nu også at være en markant it-leverandør, der udvikler løsninger til digitalisering af den offentlige sagsbehandling og administration.

Schultz udvikler både egne it-produkter og it-projekter for offentlige kunder. Vi leverer bl.a. et sagsbehandlingssystem til kommunale jobcentre og har på få år etableret os som den førende leverandør.