Dette er en artikel fra Schultz' faglige magasin og portal Schultz Essens. Prøv Schultz Essens i 14 dageSå kan du læse mange flere.

Har du ikke læst reportagen fra konferencens første dag? Så skal du næsten starte med den.

Læs første del af reportagen.

Kl. 8.30 sharp tirsdag morgen er vi i gang igen. Dagens første taler er kontorchef i STAR, Christian Solgaard, der kaster sig over aftalen om forenklingen af lov om aktiv beskæftigelsesindsats.

I korte træk går forenklingen ud på færre og mere enkle proceskrav, ens regler på tværs af målgrupper, flere digitale løsninger og fokus på kommunernes resultater gennem benchmarking. Det lyder jo godt og taknemmeligt, men djævlen ligger i detaljen, bemærker Christian Solgaard tørt. Det er udmøntningen af den, der er en kolossal opgave. En opgave, vi dog ikke er i tvivl om, at man fra politisk hold har gjort sig umage med, og som ingen tager let på:

”Samtlige bekendtgørelser skal over i forligskredsen og åndes på, inden de kommer i høring. Hvor agil gør det lige processen,” smiler Christian Solgaard skævt. Men selv om opgaven er stor og kompleks, er det rent faktisk lykkes at gøre loven både kortere - fra 95 til 62 sider - og mere læsbar og forståelig, siger embedsmanden næsten stolt. Der har været fokus på en logisk struktur, der følger borgerens vej igennem beskæftigelsessystemet.

Christian har meget at berette om aftalens intentioner, ligesom deltagerne får en status på udmøntningen. Herefter følger nogle nedslag i lovens indhold. Et af dem er kontaktforløbet:

  • Der ensrettes på tværs af målgrupper.
  • Der stilles krav om fire samtaler i jobcentret de første seks måneder efter nyledighed/ydelsesskift.
  • Der bliver en friere tilrettelæggelse af fællessamtaler for dagpengemodtagere – én de første tre måneder, en de næste tre og en senest efter 16 måneder.
  • Efter 6 måneders ledighed aftales kontaktforløbet individuelt mellem jobcentret og borgeren.
  • A-kasser kan deltage i fællessamtaler via video/skype.
  • Detaljerede regler om indholdet i samtale forenkles.

 

Et andet nedslag er Min Plan, som alle borgere skal bruge, og som ændres pr. 1. januar:

  • Mentoraftalen afskaffes, da informationer indgår i Min Plan (og VITAS).
  • Borgere skal ikke længere kvittere for Min Plan.
  • Planbeskrivelsen udgår for dagpengemodtagere, jobparate kontanthjælpsmodtagere og fleksjobvisiterede.
  • Vejledningstekster og afgørelser fremgår ikke længere af Min Plan på Jobnet, men skal sendes til borgerens digitale postkasse.

 

Når kommunerne bliver målt og vejet på egen indsats, risikerer vi så, at kommunerne kun tager sig af dem, man med fordel kan gøre noget for – den såkaldte creaming?

Det handler om tillid

Et panel bestående af Christian Solgaard selv, vicekontorchef Kristina Bendixen fra KL og selvstændig rådgivende jurist Jannie Dyring gør deres bedste for at håndtere den efterfølgende debat, der ikke overraskende er livlig.

”Hvis vi kigger på de eksisterende kriterier, ville halvdelen af landets kommuner ryge under skærpet tilsyn – har I på nuværende tidspunkt de styringsgreb, I skal bruge? Hvem skal lave de tilsyn, og kan de det? Når kommunerne bliver målt og vejet på egen indsats, risikerer vi så, at kommunerne kun tager sig af dem, man med fordel kan gøre noget for – den såkaldte creaming?”

Det er blot et par af spørgsmålene fra salen. Christian Solgaard må tålmodigt huske deltagerne på, at han jo er embedsmand og ikke politiker – don’t shoot the messenger. Og mens Jannie Dyring anlægger en skeptisk mine, appellerer Kristina Bendixen stærkt til at lade være med at læse loven, som fanden læser biblen. Det er en indsatslov, en rammelov, og vi skal forstå den gode intention bag og tale ordentligt om den. Så sprogbrugen er vigtig. Når der står samtaler efter behov, betyder det vitterligt samtaler efter behov, insisterer hun. Tillid bliver ligesom i statsminister Mette Frederiksens åbningstale, der sjovt nok finder sted i netop disse minutter, det måske vigtigste begreb i forenklingen af beskæftigelsesindsatsen. Vi skaber ikke forandringer ved at lave regler, vi er nødt til at have tillid, lyder den afsluttende salut.

Ankestyrelsen i den varme stol

Det er dog ikke tillid, der præger det næste oplæg, hvor en gammel kending, koryfæet og juristen Jon Andersen, ruller tendenser ud i den socialretlige metode. Case for case præsenterer og kritiserer han med stor omhu sager, der har ført til forkerte afgørelser. Ankestyrelsen kan med fordel uddybe retsgrundlaget for sine principafgørelser, konkluderer Jon Andersen.

Den næste taler, som er ankechef Pernille Fejfer, har faktisk fået en lidt utaknemmelig rolle på hele to måder. Dels skal hun forholde sig til Jon Andersens kritik, dels er hun konferencens rosin i pølseenden. Ingen af delene slår hende dog ud af kurs.

Vi afgør 55.000 sager om året i Ankestyrelsen, så det er et fåtal, som Jon har fundet, konstaterer hun. Det betyder dog ikke, at Ankestyrelsen ikke tager hver eneste fejl i afgørelser alvorligt. Det gør styrelsen og har fx i forbindelse med den allerede meget omtalte Min Plan gennemgået 1200 sager og fundet 28 sager, de har hjemvist til kommunerne.

Pernille Fejfer gennemgår en række relevante principafgørelser på baggrund af de nye regler om ressourceforløb og førtidspension, der er trådt i kraft 1. juni 2018. Lovændringen indebærer bl.a. krav om et udviklingsperspektiv for borgerens arbejdsevne i sager om ressourceforløb.

Men hvornår er der så tale om et udviklingsperspektiv? Det er der, når:

  • Der er relevante behandlingsmuligheder.
  • Borgerens arbejdsevne ikke er afklaret og prøvet udviklet i forhold til det brede arbejdsmarked.
  • Manglende iværksættelse af afklaringsforløb skyldes årsager såsom borgerens motivation, ferie etc.
  • Relevant med mentorstøtte, funktionsevnebeskrivelse i hjemmet, hjælpemidler.

Og vi får selvfølgelig også svar på det ligeså relevante spørgsmål. Hvornår er der ikke et udviklingsperspektiv? Det er der ikke, når:

  • Bedring af borgerens meget dårlige helbredstilstand ikke er mulig.
  • Bedring af borgerens meget ringe funktionsevne ikke er mulig.
  • Det er dokumenteret eller helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres i udviklende og afklarende forløb.
  • Der kun kan peges på tiltag, som kan forbedre livskvalitet.

Til det sidste punkt pointerer Pernille Fejfer, at en forbedring af livskvaliteten jo netop ikke er det samme som en forbedring af arbejdsevnen. Flere principafgørelser bliver præsenteret og forklaret, og interessen fra salen er stor, da der endelig bliver tid til spørgsmål. Ikke desto mindre vinder løftet om at kunne ”nå tog til tiden”. Den 22. socialretlige konference er til ende.

Vi har opdelt reportagen fra den fyldige konference i to dele.

Læs første del af reportagen.

Vil du have flere faglige indspark? Så prøv Schultz Essens helt gratis. 

Prøv Schultz Essens gratis i 14 dage