Dette er en artikel fra Schultz' faglige magasin og portal Schultz Essens. Artiklen er normalt ikke gratis, men vi synes alligevel, at du skal læse den. Prøv også Schultz Essens i 14 dageSå kan du læse mange flere.

Det er den 22. af slagsen, og noget er anderledes. Erik Vølund Mortensens socialretskonference er overtaget af Seminarer.dk, og det er ingen nem opgave at overtage efter juristen og manden bag forlaget Jurainformation, der ikke er en hr. Hvem som helst. Fuldt bevidst om den tunge arv takker projektleder Susanne Holm da også ydmygt deltagere fra landets kommuner og organisationer, der trods to års konferencepause og ny arrangør er mødt talstærkt op mandag den 30. september.

Alt er da heller ikke forandret. Årstiden er den samme, så deltagerne har kæmpet sig igennem trafikken i regn og rusk. Stedet er det samme, nemlig hotel Nyborg Strand med Storebæltsbroen i baghaven. Og den garvede journalist Knud Vilby er atter konferencier og garant for at sikre en levende debat med den helhedsorienterede indsats som omdrejningspunkt.

Det massive krav om tværfaglighed

Når vi skal arbejde helhedsorienteret, skal vi kunne arbejde på tværs. Men tværfagligt arbejde er ofte besværligt:

”Det er ofte gået som med Babelstårnet: Det kunne ikke bygges færdigt, for bygherrerne forstod ikke hinandens sprog, gav forskellige instrukser, og ingen kunne finde ind i et produktivt samarbejde.”

Selv om det er vanskeligt, er tværfagligt samarbejde den eneste vej frem, hvis man spørger professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, der står bag citatet.

Ifølge professoren skal kerneopgaven tænkes om i fremtidens jobcenter. De udsatte ledige skal have en helhedsorienteret indsats, som er på tværs af organisationer, faggrænser, kommuner og sektorer. Det kræver, at medarbejderne både kan arbejde i bredden og på tværs frem for i dybden. Specialistviden er på retur.

Vi skal holde op med at hyggehade hinanden. Det kræver måske en lille kulturkamp, hvor vi skal til at elske dem, vi har hadet.

Henning Jørgensen, professor, Aalborg Universitet

Ifølge professoren er der mange gode grunde til, at vi skal arbejde helhedsorienteret og tværgående. Borgernes problemer er indviklede. Der er kommet en stærk fragmentering, hvor opdelinger i afdelinger og siloer er blevet så stærk, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Viden og ressourcer går tabt, og faggrupper kan modarbejde hinanden.

”Vi skal holde op med at hyggehade hinanden. Det kræver måske en lille kulturkamp, hvor vi skal til at elske dem, vi har hadet,” provokerer professoren.

Hvad er koblingskompetencer?

Hvis tværfagligheden skal lykkes, skal der udvikles koblingskompetencer, mener Henning Jørgensen. Men hvad betyder koblingskompetencer egentlig, var vi nok mange i salen, der gerne ville vide efterhånden. Koblingskompetencer er sættet af kommunikative, koordinerende og kooperative evner og færdigheder, der skal til for at få bragt aktører sammen om grænsekrydsende arbejde i det offentlige.

Kompetencerne er en forudsætning for flerfaglighed, tværfaglighed og tværsektorielt arbejde. Begrebet står både for det kit og den særlige kvalificering, der kræves for opgaveløsning på tværs. Koblingskompetencer er centreret om bestemte funktioner:

  • Brobygger: bringe aktører sammen, så der kan udveksles ideer og ressourcer
  • Kommunikation: bringe sprog, forståelser og fagudtryk på en fællesnævner
  • Koordination: afstemme aktørers handlinger og udvikle normer for samspillet
  • Kooperation: få aktørerne til at investere i samarbejdet og forpligte sig i arbejdet.

Funktionerne er indbyrdes afhængige, og de skal grundlægge en øget professionalisme i det offentlige. For arbejdet med borgere med sammensatte problemer kræver en mere udvidet beskæftigelsesfaglighed, end der generelt er til stede i jobcentrene i dag, pointer Henning Jørgensen.

Der er kvalificeringsopgaver knyttet til funktionerne. Brobygning er evnen til at samle aktører og en faglig og politisk ”næse” for problemer og interesser samt evnen til at udveksle kulturelle koder. Kommunikation er evnen til at forstå meningsuniverser og at oversætte fagudtryk og talemåder til et fælles sprog, sociale kompetencer og forhandlingsevner. Koordination er evnen til at planlægge og afstemme hensyn, skabe sammenhæng mellem forståelser og handlinger og ”få tingene til at køre”. Kooperation er evnen til at være fleksibel og have faglig konduite, så aktørerne overtales eller selv ser fornuften i forpligtende samarbejde, helhedsforståelse og idérigdom.

Ikke alle i salen kan lige se for sig, hvordan koblingskompetencer skal implementeres i jobcentrenes virkelighed, hvor der ikke følger ressourcer med. Men professoren insisterer. Selv om ydelsespresset er stort i dag, skal der skabes tid og rum – mellemrum – til arbejdet med koblingskompetencer. Der skal være rum for refleksion og det, han kalder udvekslingszoner.

Det tager tid, der er ikke noget hurtigt fix. Til gengæld skal der skabes et arbejdsfællesskab, hvor vi kan regne med hinanden, hvor vi kan brænde, og hvor alle er med. Alle grupper af medarbejdere og ikke mindst alle lederne.

”Der er noget altruisme i det her. Det drejer sig om hele den offentlige sektors etos, vi snakker om.”

Farvel til onesize fits all – Hjørringmodellen i praksis

Fra offentlig etos til praksis i Hjørring.

”Vores kerneopgave er i samarbejde at gøre det, der skal til, så flest mulige kommer i job eller uddannelse.”

Så kommer vi ned på jorden igen. Hvor nogen måske kan mene, at Henning Jørgensens begreb koblingskompetencer er lige lovlig abstrakt og svært at omsætte i praksis, får vi nu et oplæg med fokus på, hvad der rent faktisk kan lade sig gøre her og nu. Selv om dele af Hjørringmodellen har fået hårde ord med på vejen af Henning Jørgensen, tager seniorkonsulent Torben Birkeholm det med knusende ro og begge ben solidt plantet på jorden.

Med en investering på 125 mio. kr. i arbejdsrettet rehabilitering har Hjørring vendt en udvikling, hvor færre og færre kom i job, og hvor flere og flere forlod en udkantskommune, som Torben Birkeholm nu foretrækker at kalde for en vandkantskommune.

Ledige og sygemeldte i risiko for langvarig offentlig forsørgelse har fået individuelle løsninger på individuelle udfordringer. ”Vi er gået fra, at vi sætter individerne i system, til at vi systematisk skaber individuelle løsninger,” fortæller seniorkonsulenten. Farvel til onesize fits all, blev der sagt.

Hvad er principperne i Hjørringmodellen?

Et afgørende princip i Hjørringmodellen er færre sager per sagsbehandler, i praksis er de gået fra 80 til 38 sager for borgere på kontanthjælp.

Et andet princip er en tværfaglig analyse. Når borgerens ressourcer og barrierer skal identificeres, har borgeren både en samtale med en sagsbehandler og en samtale med henholdsvis en psykolog, en ergoterapeut og en sygeplejerske. Herefter er der en fælles konference sammen med borgeren, hvor der bliver lavet forslag til indsatsplan.

Vi er gået fra, at vi sætter individerne i system, til at vi systematisk skaber individuelle løsninger.

Torben Birkeholm, seniorkonsulent, Hjørring Kommune

Et tredje princip er, at der er flere indsatser at vælge imellem, alt efter om der er tale om jobformidling, virksomhedsvendte indsatser, social støtte, livsstilsmæssige udfordringer, fysiske/psykiske/kognitive udfordringer eller misbrug. Handler det om psykiske udfordringer, har Hjørring et unikt indsatskatalog til rådighed og dækker både ADHD, autismespektrum-forstyrrelse, stress, angst og depression, mestringsforløb for angst, mindfulness, IPS, psykologisk screening og støttende psykologsamtaler.

Sådan et indsatskatalog er der mange fra salen, der misunder, og det forstår Torben Birkeholm godt. Han ved godt, at det ikke er en selvfølge, men at det til gengæld er guld værd.

Vi gør det, der skal til – fordi vi kan

Når Torben Birkeholm i det indledende citat siger, at de gør det, der skal til, mener han det. De gør det, der er nødvendigt og tilstrækkeligt for borgeren, hverken mere eller mindre. Politikken er små og realistiske skridt. Og så er de gået fra serielle til parallelle indsatser. For det viser sig nemlig, stik imod hvad mange behandlere advarer imod, og hvad mange i salen tilsyneladende heller ikke er klar over, at en borger, der får en jobmæssig indsats samtidig med psykiatrisk behandling, får det bedre hurtigere, end hvis han/hun først skal igennem en psykiatrisk behandling inden den jobmæssige indsats.

Empowerment-tankegangen gennemsyrer det hele, forklarer Torben Birkeholm, og selv om alle i salen ved, at det begrebs betydning i den grad kan defineres forskelligt, hersker der ingen tvivl om intensionen: Samtalerne skal være meningsfulde og udviklende for borgeren.

Tingene kommer ikke af sig selv. Hjørringmodellen har krævet en enorm omlægning og mange ledelsesmæssige ressourcer, hvor der fx også er ansat langt flere teamledere, så leder og medarbejdere er tættere på hinanden. Den har også krævet et nyt mindset. Man er gået fra at se lovgivningen som en barriere til at se den som en base for muligheder. Langt mere, end hvad medarbejderne faktisk forestiller sig, kan lade sig gøre inden for lovgivningen.

Alt dette lyder jo forrygende. Investeringen har kunnet betale sig, kommunen har tjent penge på det. Netto sparet på investering og afkast er pt. 168 mio. kr. Men Torben Birkeholm ved godt, at Hjørringmodellen ikke er en mulighed for alle kommuner. Langt fra. Den er kun en mulighed for de kommuner, der har penge på kistebunden til at investere. Men mindre kan også gøre det, beretter han pragmatisk. Fx har Aabenraa Kommune investeret halvdelen, primært til investering i flere sagsbehandlere, og i Sønderjylland har de også høstet frugterne af investeringen.

Retssikkerhed – hvilken pris skal vi betale?

Således opmuntret skifter vi scene. Hvor vi er gået fra teori til praksis, bevæger vi os nu over i det mere nørdede, i hvert fald ifølge taleren selv, der vil dykke ned i det juridiske perspektiv på borgerens retssikkerhed i forhold til én plan i den helhedsorienterede indsats.

Den kvindelige nørd og juridiske konsulent er Bente Adolphsen, der mener, at én plan er et godt værktøj for borgeren og for de fagprofessionelle, som arbejder med borgeren. Men planen indeholder også en række juridiske problemstillinger, som vi skal være opmærksomme på.

Vi bliver først kloge på retssikkerheden, når vi er ved at tabe den.

Bente Adolphsen, juridisk konsulent

Derfor er Bente Adolphsen mildt sagt en smule tilbageholdende i sine forventninger til reglerne om én plan. Det hænger dog ikke kun sammen med kommuners til tider manglende overholdelse af de hidtil gældende regler om planer. En lige så stor betænkelighed hænger sammen med digitaliseringen og de muligheder og risici, der er forbundet med, hvor let det i dag er at indsamle, behandle og udveksle oplysninger om borgeren.

Respekten for og den dybere betydning af tavshedspligten har ifølge Bente Adolphsen været aftagende både lovgivningsmæssigt og i praksis, og det bekymrer hende: ”Vi bliver først kloge på retssikkerheden, når vi er ved at tabe den,” pointerer hun og undrer sig over, at flere borgere ikke har været på barrikaderne i forbindelse med de senere års love og regler, som udfordrer retssikkerheden. ”Hvad gør det, at man klipper en hæl og skærer en tå, hvis det gavner sagen/borgeren?” synes holdningen at være.

Og den holdning går ikke, for vi skal stå vagt om retssikkerheden. Og at noget bliver samlet i én hovedlov, gør det ikke nemmere at håndtere. Der er behov for at koordinere, men hvilken pris skal vi betale for koordinering og samtænkning, spørger juristen retorisk.

Samkørsel og samtykke

Reglen om én plan kan kun virke, hvis kommunen har tilladelse til at samkøre en række oplysninger om borgerne med henblik på at identificere lovens målgruppe, og det vil give risici for fejl og misbrug, påpeger Bente Adolphsen.

Og så kan der faktisk kun udarbejdes én plan, hvis borgeren samtykker – borgeren kan nemlig godt sige nej tak. Som juristen pointerer, lyder det egentlig så enkelt, at bare den, der har behov for hjælpen, selv samtykker, er de værste retssikkerhedsbetænkeligheder ryddet af vejen. For hvem vil sige nej tak til, at det hele bliver samlet i én plan, og at indsatsen derved kommer til at hænge bedre sammen?

Men, som Bente Adolphsen understreger, er det retssikkerhedsmæssigt interessante for borgeren den bagvedliggende udveksling af oplysninger, og her er spørgsmålet, om borgeren (og for den sags skyld kommunen) kan overskue konsekvenserne af udvekslingen og spredningen af borgerens fortrolige og private oplysninger.

Helt klart er det i hvert fald, at det stiller betragtelige krav til indhentelsen af samtykket – krav, hvor en gedigen forståelse af de forvaltningsretlige grundprincipper om hjemmel, saglighed og proportionalitet er helt afgørende. Desværre ved vi, at mange sagsbehandlere slet ikke har den grundlæggende viden om forvaltningsretten og forståelse for de forvaltningsretlige reglers formål, beklager juristen.

Det kan der være mange gode grunde til, men det betyder, at der er risiko for, at meget komplekse problemstillinger håndteres ved, at sagsbehandleren enten foretager hovsa-afgørelser eller bliver handlingslammet og ikke påtager sig sin myndighedsopgave.

Der er altid magt

Mens bekymringen stiger i salen, sætter Bente Adolphsen trumf på ved at erindre om, at der altid er grund til at forholde sig til de farer, der kan være forbundet med magtforholdet mellem klient og kommune.

Der er altid en fare for, at den, der har magten, kan komme til at (mis)bruge den til at træffe afgørelser på usagligt og måske ulovligt grundlag. Kommunen kan mere eller mindre bevidst komme til at lægge vægt på usaglige kriterier og/eller oplysninger og på den måde fx presse klienten til at afgive flere oplysninger end nødvendigt, indgå i indsatser, fordi klienten ikke ”tør” andet eller sige ja tak til andre undersøgelser eller tiltag, der ikke har hjemmel i loven. Og vores mest udsatte borgere er både dem, der har allersværest ved at gennemskue rettigheder og sagsgange, men også sværest ved at bede om hjælp.

En mulig løsning?

Dagen sluttede med paneldebat med debattørerne Bettina Post, borgerrådgiver, Torben Birkeholm, seniorkonsulent, Peter Dyrbye, fagspecialist hos Schultz og Annette Juul Jensen, seniorkonsulent i Cabi.

Bettina Post tager tråden op med den komplicerede lovgivning. ”I dag siger man uden skam, at ingen kan overskue lovgivningen,” pointerer hun. ”Den komplicerede lovgivning gør også, at ingen tør sige, hvad borgeren har ret til, og risikoen for at få erstatningssager på halsen hjælper jo ikke,” tilføjer borgerrådgiveren og den tidligere formand for socialrådgiverne tørt.

Fagspecialist Peter Dyrbye, der pt. rejser land og rige rundt for at undervise i den nye LAB-lov, vil gerne sige noget opmuntrende og rejser drillende spørgsmålet: Bygger den succesfulde Hjørringmodel ikke ”bare” på klassiske dyder – har vi overhovedet brug for en ny lov?

Hele panelet ved godt, at dette her er svært, der er ingen nemme løsninger. Alligevel har Bettina Post rent faktisk et forslag: Lad os slå social- og jobcentre sammen igen, så de får fælles økonomi, foreslår hun. Det sociale og det beskæftigelsesrettede er nemlig en og samme sag for rigtig mange. Forslaget vækker genklang hos Torben Birkeholm, der straks erklærer sig enig og tilføjer, at en sammenlægning vil give bedre og langt mere fleksible løsninger.

Efter paneldebatten, der krydres med både gruppearbejde og spørgsmål fra salen, er det tid til middag i Tårnsalen og for nogens vedkommende en tur i hotellets legendariske Stjernebaren.

Vi bringer reportagen fra den fyldige konference i to dele. Glæd dig til anden del fra dag 2, som vi bringer i uge 43.

I mellemtiden kan du prøve Schultz Essens helt gratis. Så kan du få mange flere faglige indspark.

Prøv Schultz Essens gratis i 14 dage