Data som tandhjul i tværfagligt samarbejde

Selvom måltal ikke i sig selv skaber værdi, kan de bane vej for bedre faglig dialog og sammenhængende borgerforløb, viser et projekt i Furesø Kommune. Her bruger sagsbehandlere på tværs af forvalt­ninger data til at koordinere indsatsen for at få 120 udsatte borgere tættere på job, fortæller tidl. velfærdsdirektør Niels Milo Poulsen.

9. december 2019

Af Annette Haugaard, journalist

Tidligere kunne en mor med rette undre sig over, hvorfor jobkonsulenten ikke anede, at hun udover manglende arbejde også sloges med dårlig ryg og alvorlige problemer i familien og børnenes skole. Men de enkelte forvaltninger kendte kun kvindens situation fra deres eget faglige perspektiv.

Sådan er det ikke længere i Furesø Kommune for en gruppe borgere uden længere tids tilknytning til arbejdsmarkedet og med komplekse sager i mindst to forvaltninger. De har i stedet fået hver en koordinator og en samlet plan, hvor alle tilbud og indsatser peger i retning af samme mål om job eller uddannelse. Tandhjulet i den helheds­orienterede sags­behand­ling er data og måltal, der ikke blot er flueben i Excel-ark, men udtryk for en fælles viden, som skaber konstruktiv dialog mellem forskellige fag­lige kulturer og traditioner.

"Data skaber aldrig merværdi i sig selv, men det er blevet vores fælles, tværfaglige omdrejningspunkt. Når vi på tværs af forvaltninger formulerer et fælles mål og via registreringer følger op på, i hvor høj grad de enkelte indsatser bidrager til målet, kan vi få data på bordet som en del af den fælles dialog. Det giver mulighed for at forstå hinandens faglige bevæggrunde og se på, om indsatserne virker eller skal justeres og omprioriteres for at hjælpe borgeren," siger Niels Milo Poulsen.

Vender koordinering på hovedet

Det var et stærkt ønske om at finde nye veje til at skabe reelle forandringer for borgerne, der satte projektet om sammen­hængende borgerforløb i gang i den nordsjællandske kommune i 2016.

"Vi oplevede, at nogle borgere ikke kom videre i livet efter mange år med helhjertede indsatser i velfærdssystemet. De mistede tilliden til os, fordi vi i realiteten bad dem med de mest sammen­satte problemstillinger om at løfte den største koordineringsopgave af deres egne sager. Så der var et stærkt politisk ønske om at tænke på tværs af forvalt­ninger, og derfor har vi vendt det hele på hovedet, så det selvfølgelig er kommunen, der koordinerer borgerne og ikke omvendt," siger Niels Milo Poulsen.

Ambitionen om tværfagligt samarbejde om udsatte borgere var dog ikke sådan lige at føre ud i livet. For hvordan finder man dem, der har størst gavn af koordinering og sammenhængende indsatser, når man ikke må samkøre persondata? Og hvordan får man forskellige fagkulturer eksem­pel­vis i jobcentret og familierådgivningen til alle at arbejde i retning af job og uddannelse? Løsningen blev frikommuneprojektets frihed til at løsne op for bureau­kratiske regler og bruge data på nye måder.

Furesø Kommune udviklede en database med anonymiserede oplysninger og et sindrigt point­system, der scorede borgere på parametre som antal års ledighed eller antal sager i forskellige forvalt­ninger og udpegede en relevant målgruppe på 120 borgere, hvoraf 24 er familier med indsatser for børn. De sagde ja til at indgå i projektet og har fået én plan, der samler alle deres øvrige planer i forskellige forvaltninger, én indgang til kommunen i form af en koordinator, mulighed for at holde flere slags samtaler i samme møde og få deres beskæftigelsesindsats koordineret med de øvrige indsatser.

Mål og data bygger bro mellem fagkulturer

Det har været en lang proces at nå frem til reelt sammenhængende borger­forløb i Furesø Kommune. Der er løsnet op for den gængse organisering og brugt tid og ressourcer på at uddanne projektets syv sagsbehandlere til at arbejde med flere lovgivninger og skabe en tillidsfuld dialog med borgerne. Men det har været ligeså vigtigt at skabe en fælles referenceramme, så uanset om man møder en familie­rådgiver eller en jobkonsulent, er indsatsen rettet mod at bringe borgeren nærmere job eller uddannelse.

"Beskæftigelsesområdet har en årelang tradition for detaljeret procesregulering og resultatmåling, mens socialområdet lidt firkantet sagt har været mere optaget af at skabe mening og bedre livskvalitet for borgeren. Begge perspektiver er vigtige, men man kan ikke blot sætte flere fagkulturer sammen og håbe, at der sker noget godt. I begyndelsen affødte det en vis skepsis, hvor nogle medarbejdere oplevede, at de ikke kunne belemre borgeren med et job, når de ikke havde styr på hjemme­fronten eller helbredet, eller omvendt ikke vidste, hvad der skulle til for at komme i arbejde. Projektet har givet anledning til refleksion over egen arbejdspraksis, og vi har brugt data til at bygge bro mellem flere fagkulturer," fortæller Niels Milo Poulsen.

Det ufravigelige krav om, at al indsats skal pege mod arbejds­markedet ud fra en grundlæggende tro på, at det skaber rammer for et godt liv, udmønter sig i en fælles trappetrinsmodel, som alle sagsbehandlere i projektet registrerer borgerens tiltag i forhold til. Efter højst seks måneder skal man gøres i stand til at komme i praktik eller brobygning til uddannelse via fx lægelig udredning, behandling eller rehabilitering. Indenfor tre til seks måneder skal man prøve at være i praktik eller brobygning til uddannelse, og efter yderligere tre måneder skal man reelt være under uddannelse, i ordinær beskæftigelse, fleksjob eller lignende.  

Fakta mindsker misforståelser

De hårde data står aldrig alene, understreger den tidligere velfærdsdirektør. Den faglige dialog om dataene i Furesø-projektet foregår i tværfaglige teams og på et månedligt styregruppemøde, og begge steder føjer data en langt mere konkret fælles viden til diskussionerne, end man ville have alene med fagpersonernes subjektive vurderinger.

"Data gør, at vi taler sammen om fakta og ikke ud fra forskellige faglige forudsætninger eller perspektiver, hvor der er en risiko for at misforstå hinanden. I velfærdssystemet er der en tilbøjelighed til at forlade sig på erfaringer, som kan være ganske gode, men også have brug for at blive udfordret. Vi bruger tal til at se, hvordan den enkelte borgers progression er og opfange generelle mønstre. Det kan være, at der i en periode måske er brug for at tilføre ekstra ressourcer til fx at få kontakt med virksomheder, eller at der er udfordringer med over­hovedet at få borgerne til at komme til møde og have tillid til os," siger Niels Milo Poulsen.

Han understreger, at tilliden til at bruge data som fagligt redskab i flere fagkulturer kræver, at ledelsen sætter handling bag smukke ord om dialog.

"Hvis der er problemer, skal de på bordet, så vi kan gøre noget ved dem, og vi skal turde justere og prioritere mellem forskellige indsatser. Det giver data mulighed for på tværs af normale fag-siloer. Men vi skal også være bevidste om kun at trække oplysninger ud, som relaterer sig til de fælles mål og vise, om der rent faktisk sker noget for borgerne. Man kan lave mange statistikker og blive drevet af det i sig selv, men det må aldrig stå alene. Der skal være et ledelsesmæssigt mål med at gøre det, og data er først og fremmest et internt arbejds­redskab til både at skabe resultater og faglig dialog. Det giver nemlig god mening," siger Niels Milo Poulsen.