Jeg hepper på sagsbehandlerne – bag om fagredaktionen

6. juni 2021

Af Mette Marie Callesen, chefredaktør, Schultz

Oprindelig ville Mona være journalist. Men dumpede to gange. Så ville hun læse nordisk. Men engelskkompetencerne var ikke stærke nok. Som fodboldspiller på eliteplan ville hun så læse idræt. Men karaktererne var ikke gode nok. Alt imens hun forsøgte at komme ind på de attraktive uddannelser, var hun ikke for fin til at tage ufaglært arbejde som rengøringsassistent, som kassedame i Fakta og som fabriksarbejder ved samlebåndet på fabrikken MD Foods, nutidens Arla.

For hendes faglige hjerte banker stærkt for den sag, der handler om socialområdet og dets medarbejdere. Et område og et job, som Mona mener kræver sin kvinde eller mand:

”Jobbet som sagsbehandler kræver hår på brystet, hvis man må sige det i disse tider, og jobbet kræver en helt særlig kampgejst.”

Kampgejsten er Mona selv vokset op med. Som datter af en fagforeningsformand er hun vokset op i et rigtigt arbejderhjem i Odense. Hvor man kæmpede for de svage og for retfærdighed. Det ligger dybt i hende, fortæller hun på klingende fynsk og med et fast blik. Det tror jeg på.

Sådan et job vil jeg have

Da Mona efter afslagene på ønskeuddannelserne arbejder som hjemmehjælper, bliver hendes veninde indlagt på psykiatrisk afdeling. Da veninden rejser sig igen bl.a. via en støtte-kontaktperson, tænker Mona: Sådan et job vil jeg have. Det bliver hendes vej ind i socialrådgiverfaget. Hun tager, hvad hun kalder for verdens fedeste socialrådgiveruddannelse, og er ikke i tvivl om, at hun er landet på den rette hylde.

Hun bliver siden socialrådgiver i en pensionsafdeling, hvor hun sidder med førtidspension og handicapydelser. Hun bliver hurtigt faglig konsulent. Her får hun efter eget ønske de sager, som alle andre opgiver. Sager, som Ankestyrelsen efter indførelsen af et nyt førtidspensionssystem, vil have genoptaget i massevis. Men Mona går på med krum hals:

”Jeg elskede de sager. Alle borgere skal behandles ordentligt. Afgørelser skal være retfærdige, og ”forkerte” afgørelser må aldrig skyldes dårlig sagsbehandling.”

Mona er optaget af det, hun kalder for jura i praksis. Hun kan lide det faglige nørderi og graver sig ned i de komplekse og tunge sager. Og stopper ikke, før hun har fundet den bedste løsning inden for lovgivningen. Det betyder også, at hun får et dybt kendskab til mange forskellige slags sager om alt fra husmoderregler, diagnoser og forældelsesregler. Men hun finder også ud af, hvor hårdt det er at være socialrådgiver. Loven giver ikke altid mulighed for den bedste løsning for borgeren, selv om hun bruger timer på at beskrive sagen for at få det bedste resultat. Reality bites. For som Mona siger:

”Når borgeren så alligevel får afslag, kan man blive svinet til og kaldt en dum kælling. Det er hårdt.”

Mona deler kontor med en kollega, der starter på jurastudiet. Hun tænker: Det vil jeg også. Og sådan bliver det. Mona starter på jurastudiet og er atter en fisk i vandet.

Jeg vil hjælpe sagsbehandlerne

Da jeg spørger Mona, hvorfor jurastudiet trak i hende, er hun ikke i tvivl:

”Som socialrådgiver kunne jeg ikke altid gøre en forskel for borgerne, selv om jeg gerne ville, men som jurist kunne jeg hjælpe sagsbehandlerne med at blive endnu dygtigere til sagsbehandling.”

Netop ønsket om at hjælpe sagsbehandlerne gør også, at Mona efter et job i Ankestyrelsen søger en stilling som underviser på socialrådgiveruddannelsen. Hun har altid drømt om at undervise, og sammen med sit hold på uddannelsen kommer hun de næste tre et halvt år igennem alle de store reformer med den daværende og særdeles produktive beskæftigelsesminister Mette Frederiksen ved roret - fleksjob- og førtidspensionsreformen, kontanthjælpsreformen, sygedagpengeformen. Alle de nye reformer taler lige ind i Monas glæde ved at sætte sig ind i nye ting.

Lysten til at lære nyt gør også, at Monas rejse ikke stopper her. Hun fortsætter senere som koordinator for et rehabiliteringsteam, som hun i øvrigt skamroser for at være en fantastisk mulighed for at hjælpe borgeren.

Mona afprøver også jobbet som borgerrådgiver. Selv om hun nyder at arbejde alene og selvstændigt, må hun dog erkende, at den post bliver for ensom. Hun savner simpelthen sparring på så svær en post - hvor man også tager tæskene alene.

Jeg vil være forfatter, formidler og fagspecialist

Men målet om at hjælpe sagsbehandlerne er konstant. Det samme er passionen for formidling som en af vejene til målet. Mona går i gang med at skrive bøger. Som underviser var hun sig pinlig bevidst om, hvor lovstoffet var ekstra svært, og den viden forsøger hun at omsætte i bøger, der gør svært lovstof tilgængeligt. Hvad der starter med at være hæfter, ender i bøger, som bl.a. kommunernes sagsbehandlere nyder godt af. Livet som faglig forfatter kunne måske have fortsat, hvis det ikke var fordi Mona i en corona-tid ser stillingsopslaget som fagspecialist på Lovguide Socialforvaltning. Hun tænker: Den stilling vil jeg have. Og det vil hun, fordi:

Jeg holder med sagsbehandlerne

Mona forklarer, hvordan socialområdet er kendetegnet ved at være præget af mange skønsmæssige regler, som man ikke kan være så firkantet omkring, som man fx kan på beskæftigelsesområdet. Man kan ikke bare kigge ned i loven og se, om borgeren fx skal have en jobplan eller ej.

For Mona gør det guiderne i Lovguide Socialforvaltning endnu vigtigere, så de giver sagsbehandlerne det bedste grundlag for at træffe de valg, der bliver afgørende for borgerne. Så der bliver brugt timer og dage på guiderne. Fordi det skal være korrekt og forståeligt, ligesom guiderne i stigende grad bliver forsynet med skemaer, der giver overblik over fx merudgifter for nu at nævne en af de svære paragraffer. Og Mona stiller krav til niveauet:

”Guiderne skal være formidlet i en form, så de er nye som garvede sagsbehandleres uundværlige redskab.”

Der er ingen tvivl om, at Mona tager sin opgave dybt alvorligt. Ligesom hun tager sagsbehandlerne dybt alvorligt. Og hun hepper på dem:

”Jeg holder med sagsbehandlerne. Det værste, jeg ved, er alle de rapporter, der fremhæver fejl. For man skal være af et særligt stof i det her fag, og man skal lægge ryg til mange dårlige overskrifter.”

Jeg har selv været derude

Guiderne på Lovguide Socialforvaltning er langt fra det eneste, som Mona laver. Hun underviser også i socialret på Schultz Campus, som er en ny online platform med fagkurser. Her findes pt. kurser til kommunale sagsbehandlere og specialister, der dækker de mest efterspurgte emner inden for beskæftigelses- og socialområdet. Endnu en måde at formidle den vigtige viden på i forskellige formater, fordi vi har forskellige måder at lære på.

Kampgejst. Lyst til at lære nyt. Lyst til at formidle. Jeg er ikke i tvivl om, at Mona fortsætter sin mission om at hjælpe sagsbehandlerne. Hun slutter med disse ord:

”Jeg har selv været derude, og socialområdet er svært. Jeg bryder mig ikke om, at der sker fejl, men det er ofte en hel faggruppe, der bliver hængt ud for at være uduelige og inkompetente. Det er så uretfærdigt. Jeg kender så mange dygtige og kompetente sagsbehandlere. Hvis Lovguide Socialforvaltning kan gøre en forskel for dem, er vi lykkedes.”