”Jeg er stolt over, at vi endnu en gang leverer et flot resultat.” Sådan siger adm. direktør for Schultz Simon Svarrer, efter at regnskabet for 2019 er gjort op. Regnskabet bærer præg af både øgede markedsandele, styrket samarbejde med eksisterende kunder og en spændende investering i juridisk informationssøgning.

J.H. Schultz Information A/S har netop aflagt regnskab for finansåret 2019. Omsætningen blev øget marginalt til 156,5 mio. kr., mens såvel EBITDA som resultatet før skat blev forbedret med 10% til henholdsvis 25,6 mio. kr. og 9,6 mio. kr.

Øgede markedsandele og styrket samarbejde med eksisterende kunder

En væsentlig succes sidste år var, at Schultz endnu en gang udvidede sin markedsandel for softwareløsninger til beskæftigelsesområdet. Schultz er gået fra en markedsandel på 65% til 67,5% som resultat af en række nye kommuner i kundeporteføljen, herunder Esbjerg og Skanderborg Kommune. Samtidig har Schultz styrket sit samarbejde med de mange kommuner for i endnu højere grad at tage ansvar for beskæftigelsesindsatsen.

”Vi oplever fortsat, at flere og flere kommuner ser mulighederne i at bruge data i sammenhæng med intelligente teknologier til at løfte deres beskæftigelsesindsats,” forklarer Simon Svarrer. ”I 2019 har vi desuden taget hul på mere dybdegående samarbejder, hvor vi sammen med jobcentret analyserer arbejdsgange og definerer det optimale forløb for udvalgte målgrupper. Derudover har vi indgået samarbejde med i alt 25 kommuner om en ny løsning til selvbooking, som står klar til sommer."

Vi oplever fortsat, at flere og flere kommuner ser mulighederne i at bruge data i sammenhæng med intelligente teknologier til at løfte deres beskæftigelsesindsats

Simon Svarrer. adm. direktør, Schultz

I 2019 vandt Schultz’ platform til vidensdeling, Schultz Fundament, desuden for alvor udbredelse. Sidste år tog både SKAT, Ankestyrelsen og Anklagemyndigheden platformen i brug til aftalt tid og høster allerede nu gevinsterne ved at have én fælles vidensbase i organisationen.

Endelig har Schultz styrket sit samarbejde med Civilstyrelsen og moderniseret en række af deres systemer. Det gælder bl.a. lovtidende.dk, som har spillet en afgørende rolle for kundgørelsen af de mange nye love og regler, der er blevet gennemført som følge af COVID-19.

Investering skal sikre ny løsning målrettet det moderne advokathus

I 2019 indgik Schultz desuden et spændende samarbejde med Danske Advokater for at sikre konkurrence på markedet for juridisk informationssøgning med løsningen Schultz Legal Research.

”Vi forventer os meget af samarbejdet med Danske Advokater og er lige nu i fuld gang med at udvikle den teknologiske platform, indhente domme, få input fra Danske Advokaters fagudvalg og engagere kunder, så vi sikrer, at løsningen står mål med behovene i det moderne advokathus. På dette område har 2019 været et investeringsår, men vi forventer, at Schultz Legal Research vil være grobund for fremadrettet vækst,” udtaler Simon Svarrer.

Simon Svarrer, Adm. direktør

”Vi forventer os meget af samarbejdet med Danske Advokater. På dette område har 2019 været et investeringsår, men vi forventer, at Schultz Legal Research vil være grobund for fremadrettet vækst,” udtaler adm. direktør i Schultz Simon Svarrer.

Fortsat fremgang i 2020

Året for Schultz er, ligesom for mange andre virksomheder, startet ganske anderledes, end det plejer. På trods af COVID-19-situationen har Schultz dog kørt med fuld drift, og årets første kvartal byder på fortsat fremgang.

”Indtil videre har vi ikke kunnet se den store effekt af COVID-19, men afhængig af hvor lang tid denne meget usædvanlige situation varer, kan vi naturligvis også blive påvirket,” udtaler Simon Svarrer. “Vi har selvfølgelig efterlevet alle myndighedernes anbefalinger, og de fleste af vores medarbejdere har igennem de sidste par måneder derfor naturligvis arbejdet hjemmefra.”

”I 2020 bliver beskæftigelsesindsatsen om muligt endnu vigtigere, for COVID-19-situationen har allerede efterladt en masse danskere uden job. Det stiller ikke alene høje krav til jobcentrene, men også til os som leverandør og samarbejdspartner.”

Schultz forventer i 2020 en positiv fremdrift på alle forretningsområder, en samlet vækst på 5-10% og en resultatfremgang svarende til væksten.

Simon Svarrer
Adm. direktør
+45 41 95 47 37

Læs flere nyheder

Schultz byder velkommen til ny adm. direktør
Til sommer tiltræder Merete Søby som ny adm. direktør i Schultz
11. marts 2024
CTO i Schultz: Udviklernes håndværk skal hyldes
Den 29. november fejrer Schultz fagligheden med Kinokonferencen 2023
28. november 2023
Ind med mere konkurrence og let adgang til alle
NJORD Law Firm melder sig som kommende brugere af Schultz Legal Research
6. september 2023